Storkepar har snydt alle
Sjællandsk storkepar har femlinger



 


Lagt på Storkene.dk den 27. maj 2018




Firlinger blev til femlinger

Et nedslående, men meget benyttet ordsprog, er ”en ulykke kommer sjældent alene”. Dette ordsprog kan nu omskrives lidt. For i den seneste uge, er overraskende positive nyheder tikket ind fra de to eneste beboede storkereder i Danmark.

Den seneste overraskende - og meget positive nyhed - kommer storkereden på Midtsjælland.  Her har man i flere uger regnet med, at der var fire unger i reden. Men det viser sig, at storkeparret har gemt på en lille hemmelighed i reden på gartneriet i Gundsølille.

 

Fem storkeunger i Gundsølille. (Foto: Susanne Andersen)


»I dag indløb der melding om, at der er fem unger i reden. Det overraskede mig meget, for de første billeder vi fik fra reden indikerede, at der var fire unger. Så der har gemt sig en lille femte og mindre storkeunge bag en af dens søskende« siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.

 Han glæder sig i øvrigt over de positive nyheder, der nærmest står i kø. Også fra reden i Smedager i Sønderjylland er der i de seneste dage kommet godt nyt.

 »I går troede vi kun der ville komme tre unger i den sønderjyske storkerede i Smedager. Og så kom er der en mere ved middagstid i dag. Og i den forgangne uge har selvsamme storkepar ikke haft problemer med at finde føde. De boltrer sig i orme til de små storkeunger, der kom til verden forrige søndag. Men det er trods alt dejligt at blive overrasket positivt – som en kontrast til de ulykker der væltede ind i 2017«.

De fem storkeunger i Gundsølille skal ringmærkes fredag den 1. juni.

Om den fjerde storkeunge i Smedager i Sønderjylland overlever, afhænger meget af hvor stærk den er til at kæmpe om maden. Den er trods alt meget lille i forhold til de tre søskende, der nu er otte dage gamle.