Årets første danske storkeunger ser dagens lys
Storkeparret i Gundsølille har fået unger


 


Lagt på Storkene.dk den 6. maj 2018


Fem æg bliver formentlig ikke til fem flyvefærdige ungstorke

De fem storkeæg, der i starten af april blev lagt i storkereden på gartneriskorstenen i Gundsølille ved Roskilde, er nu ved at blive vekslet til storkeunger. I dag bemærkede gartneriejer Jens Andersen, at der blev fodret i storkereden. Og det betyder med garanti, at der nu er storkeunger i reden.

Dermed starter den travleste periode på året for storkeparret.  Når ungerne er et par dage gamle, vil de ustandselig tigge efter mad i alle døgnets lyse timer. Og hvis alle fem unger skal blive til flotte flyvefærdige storke medio juli, skal der næsten ske et mirakel.

 

Vejret en vigtig faktor

Skal storkeparret have succes med at få unger på vingerne, kræver det godt vejr. Og for en stork er godt vejr, ikke helt det samme som for os mennesker.

»Godt vejr for et storkepar, der skal opfostre glubske storkeunger, er, når vejret hverken er alt for tørt eller alt for vådt. Byger der kommer og går, er optimalt vejr for at skabe et godt fødegrundlag. Og skybrud og længere regnskyl er det rene gift for storkeunger« siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk, der blot behøver at se tilbage til 2017, hvor storkeunger i hobetal omkom i storkereder i hele Vesteuropa på grund af en kold og regnfuld sommer. Og han håber på, at det gode forårsvejr, varer ved i 2-3 uger.

»En gentagelse af forrige års ungedød er noget vi virkelig ønsker at undgå. Derfor krydser vi virkelig fingre for, at vejret i den kommende måned arter sig.  

I Smedager i Sønderjylland, ruger Danmarks blot andet storkepar lige nu på seks æg og her forventes den første unge at komme til verden om to uger. Overvågningskameraet viser, at alt i disse dage er fryd og gammen i reden. Men om det kommer til at forsætte, når først der kommer unger, er meget tvivlsomt.

 

Storkeunger i Gundsølille (Arkivfoto: Storkene.dk)


Sønderjysk storkepar kommer på overarbejde

Grunden til pessimismen er, at i Smedager har storkeparret ikke blot vejret imod sig. Fødeudbuddet i området omkring den lille landsby er mere sparsomt end i Gundsølille. Og storkeforældrene skal derfor knokle hårdt, når der kommer unger. Og de seks æg, vil med stor sikkerhed ikke blive til seks flyvefærdige storkeunger. Det vurderer i alle tilfælde Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.

»Problemet er, at virkeligheden kommer til at ramme storkeparret hårdt, når æggene klækker. Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis det skal kunne lade sig gøre for to storke at samle føde til seks unger. Jeg er bange for, at vi kommer til at se, hvordan naturen begrænser antallet af storkeunger« siger Mogens Lange Petersen til TV Syd.

Han vurderer, at der er omkring 90 procents chance for, at alle seks æg klækker. Derfor er der også fuld gang i forberedelserne, så de eventuelle storkeunger får de bedst mulige overlevelseschancer.


 

Storkeparret i Smedager ruger på 6 æg (Arkivfoto: Storkene.dk)


Mange storke i dette forår

Foråret har indtil videre budt på mange storke i Danmark. Der er i skrivende stund enlige storke i Ribe, på Sydfyn, på Midtsjælland flere steder i Jylland. Men som det har været i de forgangne år, er der for langt imellem storkene, der ikke møder andre artsfæller og derfor slukørede forlader Danmark igen, uden at finde en mage.

»Vi må desværre sande, at storken ganske enkelt har det svært i Danmark. Selv om storken slår sig ned i gode områder, med et godt fødeudbud, stikker de af igen når de bliver utålmodige. Og vi skal nok ikke gøre os store forhåbninger om, at dette vil ændre sig i de kommende år. Danmark er som en øde ø. Storken i fremgang i hele Vesteuropa og det er kun i vores land, at der ikke rigtig sker nogen udvikling« siger Mogens Lange Petersen. 

Som udgangspunkt skal storke danne par senest den 10. maj, hvis de skal have succes med yngel. Og med kun ganske få dage igen til denne dato, er det næppe sandsynligt, at der kommer flere danske storkepar i 2018.