Forside    Sitemap    Printvenlig udskrift             
   Om os
   Projekter
   Om storken
   Sponsor
   Links
   Kontakt
   Cookies
Alt om storken

Storken i myter og overtro
Sange og litteratur
Storkegalleriet
Bogen om storken
Storkeparret Ida og Emil

   
Præsentation af den hvide stork
 
 
 
 
 
 
Fakta om den hvide stork
Latinsk navn: Ciconia Ciconia

Vægt
Hun:
Mindste vægt: 3,2 kg
Største vægt: 3,5 kg
Absolut mindste vægt: 2,3 kg
Absolut højeste vægt: 4,0 kg
Han:
Mindste vægt: 3,3 kg
Største vægt: 4,0 kg
Absolut mindste vægt: 2,6 kg
Absolut højeste vægt: 4,4 kg
Størrelse
Begge køn:
Mindste kropslængde: 100 cm
Største kropslængde: 115 cm
Mindste vingefang: 155 cm
Største vingefang: 165 cm

Ynglesæson - og forhold

Storken ankommer som regel til sin yngleplads fra omkring 1. april og frem til starten af maj. De allerfleste storke ankommer dog medio april. Storken er tro mod sin fødeegn, og yngler som regel i det område hvor den er udruget. Der findes dog eksempler på storke der yngler flere hundrede kilometer fra deres føderede.
 
Storken ynglede oprindeligt i træer, og det gør de da også stadig i et vist omfang. Men i Danmark har rederne i snart mange år primært været anbragt på pæle eller bygninger, hvor man har sat et gammelt vognhjul eller et andet underlag op for at tiltrække storkene. Nu om dage ser man i områder med mange storke, at fuglene udnytter kraner, højspændingsmaster og sendemaster til mobiltelefoni som redested.
 
Der hænder ikke så sjældent, at der er kamp om de gode reder. Dette kaldes meget naturligt for "storkekamp" Denne kamp resulterer desværre engang i mellem i dødsfald, eller i alle tilfælde i voldsomme skader, og nogle gange går nylagte æg tabt i en sådan kamp, når en stork forsøger at indtage en rede.
 
 
Storkekamp - klik på foto for film af storkekamp
 
 
Storkene parrer sig normalt april-maj, lige efter ankomsten til ynglepladsen. Begge fugle ruger skiftevis i 30 dage på normalt mellem 3 og 5 æg - dog er der eksempler fra både ud- og indland på flere æg.
 
Ungerne fodres af begge forældre, som gylper foderet op til dem. Til tider bliver der kamp om føden mellem ungerne. Kampen er imidlertid ikke lige, for ungerne ikke er lige gamle, og herved vinder de først-fødte unger oftest kampen om føden, da de er størst. Storkene begynder nemlig at ruge, når det første æg er blevet lagt, og det betyder, at ungerne kommer ud af ægget på forskellige tidspunkter. Det sker ofte, at de mindste unger ikke får nok at æde, og til sidst bliver hakket ihjel og ædt af deres søskende. En anden fare for storkeunger er regn og kulde. Det hænder tit, at storkeungerne ikke kan klare kolde og regnfulde perioder, og bukker under.

 
Nyklækkede storkeunger
 
 
De overlevende unger er flyvefærdige ca. 60-70 dage efter de kom til verden. Til at starte med, er ungerne forsigtige med at flyve for langt fra reden, og nøjes som regel med nogle flyveture på nogle få meter fra reden. Men efter et stykke tid, bliver turene gradvist længere og længere, og de er nu i fuld gang med at lære sig at søge føde sammen med forældrene. Hver aften vender storkene dog tilbage for at sove på den trygge rede.
 
 
    
Opfindsomheden er stor, når der skal vælges   
redested i det moderne landskab!                                  
 
 
Rede placeret i toppen af et træ i Strassbourg.
 
 


Fødevalg

Mange tror, at storken udelukkende lever af frøer. Men det er langt fra sandheden. Storken er ikke en kostforagter! På menukortet står ud over frøer, dyr som snog, fisk, insekter, snegle, mosegrise, rotter, mus, æg og fugleunger.
 
I Afrika består føden i langt større grad af insekter, og græshopper en en meget vigtig fødekilde for storken. 
 
Flere steder finder storken sin føde på lossepladser. Det gør den blandt andet i Spanien, hvor lodsepladserne ligger åbne hen, og derved udgør en vigtig fødekilde. Man formoder faktisk, at en af hovedårsagerne til at storken stortrives i Spanien, skyldes de åbne lodsepladser. 
 
 
 
Storken - på jagt efter føde i moseområde
 
 
 
Frøer er en vigtig fødekilde, men er langtfra den eneste.
 
 
 
 

Trækforhold

Storkene ankommer normalt til deres ynglepladser fra deres overvintringskvarter i Afrika og på den Iberiske halvø i marts eller april. Efter ynglesæsonen, er det normalt, at storkeungerne trækker først bort, og at forældrefuglene bliver et stykke tid længere, nogle gange helt til oktober. 
 
Storken anvender to forskellige trækruter for - en østgående, og en vestgående. I sjældne tilfælde trækker storken dog via Italien ned over middelhavet.
 
Den østgående rute er den danske storke traditionelt set har benyttet. Den går via østeuropa, nedover mellemøsten og herefter ned mod Afrika. Mange storke trækker hele vejen til Sydafrika, for at tilbringe vinteren der. Det er en rejse på 12.000 km.
 
Som nævnt ovenfor, stopper ca. 20.000 storke dog op på den sydlige del af den Iberiske halvø og overvintrer der. Derved undgår de den farefulde tur over Sahara, en tur som kan tage livet af mange storke.
 
Kortet viser de trækruter storken benytter

 

 

Indvandring og udvandring - og genindvandring?

Den hvide stork, er en steppefugl, som indvandrede til Danmark i 1400 tallet, da det danske landskab begyndte at blive opdyrket og blev gjort lysåbent. Man formoder, at storken meget hurtigt steg i antal. Antallet af storkepar kulminerede i midten af 1800 tallet med ca. 10.000 par! Danmark var på det tidspunkt det land i Europa med den tætteste bestand.
 
Efter 1864 gik det meget hurtigt ned af bakke for storken. Med tabet af Sydslesvig, iværksattes den kendte kampagne af grundlæggeren af Hedeselskabet, Enrico Dalgas; "hvad udad tabes, skal indad vindes". Dette betød, at store vådområder blev drænet, søer og fjorde tørlagte og heden begyndte for alvor at blive opdyrket. Storken og mange andre engfugles skæbne blev herved beseglet. Der er ingen tvivl om, at Dalgas iværksatte projekterne for landets bedste og det har givet mening dengang, da Danmark var et fattigt land.
 
 
     
Enrico Dalgas -  grundlæggeren
af Hedeselskabet.
 
 
 
        
 
 Storkepar i Viborg i starten af 1900 tallet.
 
På nær i en periode fra starten af 1930´erne til starten af 1940`erne, aftog storkens antal med stor fart. Omkring år 1900 var der formentlig 4.000 par hvide storke, og ved den første storketælling i 1934 var der kun 834 par. I 1952 var antallet faldet yderligere til 222 par.
 
Allerede i 1941 ynglede det sidste par storke på Lolland i Lille Slemminge. I 1962 forsvandt storken som ynglefugl op Fyn, da storken for sidste gang ynglede på Skellerup Gård på Østfyn.
 
På Sjælland holdt storken ud længst tid i området af Nordsjælland. I Ny Harløse, på det gamle mejeri, ynglede storken frem til 1965. Men herefter var det slut med storke på Sjælland.
 
Det gamle mejeri i Ny Harløse anno 2006. Dette var det sidste sted
på Sjælland, hvor storken ynglede.
(Foto: Hans Skov)
 
I 1991 var der blot 9 par tilbage, alle i Jylland. År 2000 blev det sidste år i storke-historiens ubrudte ynglen i Danmark. En epoke for den hvide stork som dansk ynglefugl var slut.
 
Men allerede i 2004, kom der igen et par til reden i Ribe. De fik dog blot to unger på vingerne. I Vegger i Nordjylland, har den ensomme han i årevis, ventet på, at en mage skulle komme forbi. Og det gjorde der så i 2004. Parret her fik ligeledes 2 unger på vingerne.
 
I 2004 indfandt der sig en sensation, da et storkepar, som havde slået sig ned og overvintret i byen Hvedstrup ved Gundsø, rugede i en nyopat rede i byen. Storkeparret stammer fra det skånske storkeprojekt, hvor det er jo er en kendt ting, at mange af storkene har mistet deres trækinstinkter. Det har dette storkepar også, men det har deres afkom ikke. Siden 2004 har storkeparret opfostret ikke færre end 12 storkeunger, som alle er trukket bort og overvintret i sydvesteuropa og afrika.
 
Den altovervejende årsag til storkens forsvinden, skal man altså hovedsagligt finde i omlægningen af landbrugsdriften samt den voldsomme naturafvikling. Nogle har tidligere forsøgt at forklare storkens tilbagegang med klimaforandringer, og dårlige forhold på overvintringsstederne. Men dette alene kan ikke forklare et så drastisk fald i storkebestanden på så kort tid.
 
I vores nabolande mod syd og syd-øst, er storkebestanden da heller ikke faldet i samme takt som i Danmark. Her er landbrugsformen da også langt mindre intensiv end her, hvilket taler for, at klimaet ikke har haft særlig betydning for storkebestanden. 
 
 

Hvad skal der til for at få storken tilbage i større stil?

Det er klart for enhver, at storken slet ikke trives i det monokulturelle landskab vi har idag. Der er stort set ingen føde at finde for storken. Der skal derfor mere end storkereder til, hvis vi i Danmark skal gøre os forhåbninger om flere storkepar.
 
Dansk landbrug bliver stadig mere specialiseret og intensiveret. Antallet af bedrifter falder, de bliver større, og antallet af dyr pr. bedrift stiger. Den danske svineproduktion er på 25 mio. slagtesvin årligt med en stigende tendens. Målt pr. indbygger er det verdens højeste , foran Holland, der "kun"producerer et slagtesvin pr. indbygger mod Danmarks fem.

Landmændenes brug af sprøjtemidler er faldet de seneste 15 år, men behandlingshyppigheden, som er det antal gange en mark i gennemsnit sprøjtes pr. sæson, er med 2,18 i 2005 stadig langt fra målet på 1,7, som skal nås inden 2009.

Godt 6 pct. af landbrugsarealet dyrkes økologisk, hvilket er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet i EU, men mindre end f.eks. Sverige, Schweiz og Østrig. Produktionen af økologiske varer i Danmark steg kraftigt i 1980-90erne, men er stagneret de seneste år. Forventningen er dog, at økologiske varer vil komme til at blive efterspurgt mere i de kommende år, og man regner med en stigende omsætning og deraf følgende større produktion af økologiske produkter fremover.

Samlet set har dansk landbrug stadig en stor negativ betydning for miljøets tilstand. Der er brug for et meget mere skånsomt landbrug, hvis vi skal blive et attraktivt land for storken.

Der er brug for flere paddevandhuller, i dag er frøer, padder og krybdyr totalt fredede. Det skyldes at de har været i meget stor tilbagegang i de sidste 50 år, hvilket igen skyldes at mange af paddernes levesteder er blevet nedlagt for at give plads til landmændenes traktorer. Frøer trods alt er en vigtig del af storkens føde her i Danmark. F.eks. kræver et storkepar med unger i størrelsesordenen 10.000-20.000 frøer for at kunne brødføde sig selv og ingen vandhuller - ingen frøer - og ingen storke. Så simpelt er det!
 
Der er derfor brug for etablering og reetablering af vandhuller, hvis storken også fremover skal være en del af den danske fauna. Og der er brug for lavvandede, mindre søer, der eventuelt tørrer ud i sensommeren. Det er nemlig fremragende levesteder for padder, fordi konkurrerende organismer som fisk ikke kan klare sig sådanne steder. Smådamme og vandhuller er vigtige ynglepladser for padder, og har stor betydning som kerneområder, når man skal etableres en lokal paddebestand.
 
Tilgroning af enge er et tilsvarende problem for storkene. Når engene gror til, bliver det svært for storken at finde føde. Derfor er det vigtigt, at engene bliver afgræsset af kvæg, eller der bliver foretaget høslet. Herved får storkene mulighed for at finde småkryb og insekter, da de ikke længere kan gemme sig i det høje græs.
 
Sprøjtning af markerne bevirker, at der ikke bliver plads til insekter og andet småkryb. Og med udeblivelsen af disse, er der ikke plads til andre dyr, såsom Vibe, Agerhøns, Harer m.fl. Der er ganske enkelt ingen føde til dem. Det er dokumenteret, at der findes langt flere insekter på usprøjtede marker, og herved også mere føde til fugle.
 
Ikke bare pesticidsprøjtning af markerne, men også brugen af kunstgødning, virker ikke befordrende for storke og andre engfugle. Når en frø eller snog bliver ramt af kunstgødning, ætser det huden på dyret, som herefter dør. Derfor støtter STORKENE.DK bæredygtighed og økologi.
 
Generelt har vi brug for, at vores landbrugsjorde bliver udnyttet mindre ekstensivt end det er tilfældet i dag. Det er derfor glædeligt, at der trods alt er iværksat projekter, som sigter på at genroprette den naturlige balance. Ådale og overdrev er på vej tilbage og moseområder og søer bliver reetableret. Ikke kun storken og andre dyr får glæde af disse projekter. En meget stor gevinst er, at vore fjorde og søer slipper for mange tons kvælstof, som hvert år tilføres dem, og som er hovedårsagen til den årlige opblomstring af alger, som vi ser hver sommer.
 
Men der er lang vej endnu. Det vil kræve mod og vilje af vore politikere at gennemføre de projekter der skal til.
 
 
Årslev Engsø - genroprettet i 2003.
 
 
Skjern Å, Danmarks største naturgenopretningsprojekt

 

Udviklingen i vore nærmeste nabolande og det øvrige Europa

Heldigvis er situationen på verdensplan ikke faretruende for storken. Den er udbredt i Spanien, Nordafrika og Øst- og Mellemeuropa og videre østpå gennem Rusland til Uralbjergene. Mange af disse steder klarer storken sig godt og er endda i fremgang. Det er næsten kun i Danmark, at storken har så store problemer med at få fodfæste igen.
 
Situationen i Polen er, at storkebestanden på det nærmeste er eksploderet i de sidste 10 år. Den seneste optælling peger på, at der er over 52.000 ynglepar, kun få hundrede kilometer fra Danmark. I Tyskland er bestanden stabil eller svagt stigende. I Holland er bestanden stigende, hvilket primært skyldes opformeringsprojekter. Dog er man i Holland langt mere fremsynet end i Danmark, og har omdannet, eller er igang med at omdanne store områder til Nationalparker. Dette hjælper storken til en naturlig bestand. I Frankrig er storkebestanden inde i en pæn stigning. I Spanien er stigningen meget voldsom. Bestanden tæller her nu mere end 33.000 par.
 
I Sverige, hvor man mistede storken allerede i 1954, startede man i 1979 et opformeringsprojekt. Dette projekt er fortsat over årene, og har givet anledning til stor diskussion om hvorvidt metoden er den rigtige for at få storken tilbage. Problemet med det svenske projekt er, at storkene mister deres trækdrift i den tid de går i bur. Dvs., at når de slippes ud i friheden, ikke længere er i stand til at trække sydpå til efteråret. De vedbliver derved med at være afhængige af hjælp fra mennesker, hvilket er problematisk. Der er i dag 29 fritflyvende storkepar i Skåne.
 
Generelt set er verdensbestanden af hvid stork vokset fra 140.000 par i 1984 til ca. 240.000 i 2004. Fra den første tælling i 1984 til 1994 steg bestanden med 23 %. Fra 1994 til 2005 steg bestanden med 39 %. Det er en vækst ca. 100.000 par på blot 20 år. Trist, at vi i Danmark stadig ikke har profiteret på denne stigning. Der er ingen tvivl om, at var vort landskab mere storkevenligt, var udviklingen også vendt her. Men presset mod Danmark er trods alt tilstede nu. Og der er i alle tilfælde basis for et antal storkepar. Du kan læse mere om storkeudviklingen i denne rapport fra NABU hvis du klikker her.
 
Generelt kan det dog siges, at udviklingen hurtigt kan ændres til ugunst for storken, i takt med at de nye EU lande, såsom de baltiske lande og Polen, indfører vestlige intensive driftsformer i deres landbrug.
 
 
 
Lige syd for grænsen i byen Bergenhusen, yngler ikke
mindre end 16 par storke (2007).
 
Se filmklip fra Bergenhusen her
 
 
 
Disse storke yngler i Alfaro i nordspanien. På katedralen i byen
findes der 129 storkereder. Det er verdens største storkekoloni!
Se flere billeder ved at klikke her.
 
Se filmklip fra Alfaro her
 
STORKENE.DK          Tlf:     Storkene_DK@yahoo.dk
powered by webex