Forside    Sitemap    Printvenlig udskrift             
   Om os
   Projekter
   Om storken
   Sponsor
   Links
   Kontakt
   Cookies
Storkene i Danmark

Nyheder

Ung stork er strandet på Bornholm
Solskinsøen har fået sjælden gæst på besøg
Læs mere

Stork er strandet på Vestsjælland
Stork på vej mod syd har fået kolde fødder
Læs mere

Smedager storkene har forladt Sønderjylland
Turen går mod Afrika
Læs mere

Efterårstegn: Storken er fløjet - og kommet
Flere tegn på efterår i naturen
Læs mere

Storkeunge æder 40 cm gummiliste
Overlever på mirakuløs vis fordøjningen af fremmedlegemenet
Læs mere

Storketur til Spanien
Creme de la Creme turen for storke-og naturelskere
Læs mere

Skidt år for storken i Nordeuropa
5 æg blev til en storkeunge i Sønderjylland
Læs mere

Jyske storkeunger ser dagens lys
Med unger i reden, starter en meget spændende tid
Læs mere

Vis flere nyheder


   
Velkommen til STORKENE.DK

Storkenes paradis i Litauen

Storkene.dk har besøgt Litauen - perlen tæt på Danmark

 
Drømmerejse til storkenes paradis i Litauen
 

Af Jess Frederiksen

 
Indledning
Vi vidste det selvfølgelig godt – i Litauen er landskabet anderledes, der er masser af storke, husene slidte og triste og litauerne, ja, de stjæler med arme og ben. Men mange ting viste sig ikke at være helt som vi havde regnet med. Der var nemlig flere storke end vi havde forventet og litauerne var måske ikke helt så langfingrede som mange havde troet. I det hele taget skulle landet vise sig, at være et overraskende spændende bekendtskab – ikke kun i relation til den hvide stork.  Her følger et sammendrag fra Storkene.dk’s besøg i Klaipeda regionen i det østlige Litauen i Kristi Himmelfarts ferien 2010. En rejse arrangeret i samarbejde med arkæologen og storkeeksperten Hans Skov.
 

Kold og våd begyndelse

Det var en flok kolde og regnvåde, men forventningsfulde rejsende, der mødte hinanden ved bussen den 12. maj. Temperaturen var 8 grader, regnen piskede ned og humøret kunne have været bedre. Og det blev bare værre endnu.

Ved det første stop i Ekerød i Skåne på vej mod Karlshamn, piskede regnen stadig ned, og som om det ikke var nok, så var temperaturen nu blot 5 grader. En temperatur, som ville passe bedre på februar end midten af maj. Selv den varme kaffe og te, var ikke nok til at tø de frysende gæster op og mange stillede sig selv spørgsmålet – hvad laver vi dog her?

Men det lysnede i øst. For efter en rolig og behagelig tur over Østersøen med DFDS færgen, ankom vi til Klaipeda, hvor vi skulle have base de kommende dage. Vejret var her lidt mere venligt stemt, om end solen stadig ikke bragede ned. Efter morgenmaden på færgen, var vi hurtigt fremme ved hotellet i udkanten af byen, hvor alt var klart til os. Efter en kort tur på værelset, hvor vi kunne friske os lidt op efter sejlturen, skete det. Solen begyndte at skinne og temperaturen steg hurtigt til 18 grader. Lettelsen stod malet i alles øjne – solen tøede de forfrosne storketursdeltagere op og humøret steg i takt varmegraderne.
 

Skyerne gav efter da vi sejlede ind til Klaipeda. (Foto: Alf Blume)

 

At vi nu var kommet til landet med verdens tætteste storkebestand blev hurtigt tydeligt. Den første stork blev allerede spottet ud af hotelvinduet. Ganske fornemt, havde et storkepar valgt at bygge rede lige overfor hotellet på en gammel skorsten. Det lovede allerede godt.
 
Storken letter fra den gamle rede i den udgåede eg ved Suvernai. (Foto: Alf Blume)

 

Første udflugt startede med en tur til ringmærkningsstationen i Ventes Ragas, der er et mindre næs ved den kuriske bugt, hvor vores lokale fugleguide Vytautas Jysus stødte til os.  På vejen var der flere storkereder, hvoraf den flotteste lå blot få km. fra hotellet, ved den lille flække Dumpiai. Ud mod den hullede hovedvej mod Silute, var der en meget gammel meterhøj storkerede i et udgået egetræ. Storkeparret lod sig her velvilligt fotografere til glæde for alle.
På ringmærkningsstationen blev vi modtaget af Vytautas, der straks viste os rundt på ringmærkningsstationen, der hører til blandt de største i verden. Flere hundredetusinde fugle er her gået i ”nettet” og har fået sat ring på. Et kæmpemæssigt arbejde, der er med til at kaste lys over hvor fuglene trækker hen, når de ikke er på vore breddegrader. Vytautas fortalte, at han havde fået genmeldinger fra det meste af Europa, endda helt fra Kenya i Afrika.
 
Vytautas Jysus viste rundt på ringmærkningsstationen. (Foto Alf Blume)
 
Efter at vi, i kamp med millioner af myg, havde indtaget vores frokost, gik turen mod øen Rusne.

Byen Rusne, der ligesom mange andre små søvnige litauiske landsbyer er ganske forfalden, huser op mod 30 storkepar, der yngler på master, skorstene og tage. Om end forfalden, er byen dog også ganske hyggelig og absolut et besøg værd. Med sine brostensbelagte gader giver landsbyen mindelser om en svunden tid.  De få butikker der findes, er små og i danske øjne meget gammeldags, men alligevel velassorterede. Så er man sulten, kan man her købe godt brød og god lokalt fremstillet pølse. I byen findes der stadig enkelte Memeltyskere. Nogle af deltagerne var så heldige at møde en af dem. En gammel dame, der tilfældigvis kom frem, da hun så at der var fremmede i byen, brød ud i sang - på gebrokkent tysk - og kunne fortælle anekdoter om tiden før russerne invaderede og besatte Litauen.
 
Stork soler sig på mast i Rusne. (Foto: Alf Blume)

På første dags udflugt, så vi ikke blot et hav af storke. Dagen bød også på flere bæverboer, som langt de færreste af deltagerne havde set før. Herudover flere vadefugle, herunder en flok brushøns, samt flere forskellige rovfuglearter, bl. a. flere eksemplarer af lille skrigeørn.

Aftenen bød på festmiddag, storkekage, sang og musik, ved vores "husband" Ciconia, der består af Alf Blume og Lars Juel Sørensen. Efter devisen om, at enhver fugl synger med sit næb, stemte alle i til sangene fra Storkene.dk´s sanghæfte. Selv lokale litauiske gæster på hotellet var med på noderne.
 

Festkagen fra Storkene.dk smagte som den så ud – lækkert! (Foto: Helle Krogsgård)

 

Storkekoloni på 50 par storke

Næste dag var vejrguderne desværre ikke helt med os. Bygerne stod nærmest i kø og selv om temperaturen var omkring 16 grader, kunne det slet ikke slå den forrige dags blå himmel og temperaturer der var et godt stykke over 20 grader.

På denne dag var den absolutte hovedattraktion en storkekoloni, som Vytautas Jysus netop havde opdaget. Men før vi kom hertil, slog vi et slag forbi den lille flække Bitenai, der ligger klods op af grænsen til Rusland (Kaliningrad). Her yngler en mindre storkekoloni i fyrretræer i et sommerhusområde, med en smuk udsigt ud over floden Nemunas, der her udgør den skarpt bevogtede grænse mellem EU og Rusland. Netop ankommet til byen begyndte de første SMS´er da også at tikke ind på mobiltelefonerne, med beskeden "Welcome to Russia". Vi holdt os dog på den rigtige side af grænsen, hvor vi havde rigeligt at gøre med at nyde de flotte motiver, som storkerederne i træerne udgjorde. Det var også her vi indtog vores frokost. Nogen af os, ved noget der ved første øjekast kunne ligne almindelige grøfter. Men som i virkeligheden var skyttegrave fra 2. verdenskrig. Det var her tyskerne forsvarede sig mod de indtrængende russere i september 1944.
 
Tid til afslapning foran bussen - bemærk vores storkemaskot i baggagerummet.
(Foto: Alf Blume)
 
Langs floden kørte vi nu mod den store storkekoloni og passerede byen Sovetsk, hvor der er en grænseovergang til den Kaliningrad. Her gjorde vi et stop for at få os et glimt af Rusland og glædede os over, at vi ikke skulle ind i den lange kø af køretøjer der skulle over grænsen.
Et smugkig ind i Kaliningrad for enden af jernbanebroen. (Foto: Alf Blume)
 
Herefter gik turen videre til det sted, der skulle vise sig at blive en kæmpe overraskelse for os alle. Besøget i den store storkekoloni, der udgør et areal på hvad der svarer til en fodboldbane. Her havde Vytautas en uge før vores besøg, optalt hele 31 par ynglende storke, der befandt sig i en gruppe fyrretræer ved byen Kuciai. Men vi - og vores lokale guide - skulle bliver overrasket. For der var langt flere storkepar end selv Vytautas havde regnet med. Storkene flaksede over hovederne på os og man følte sig nærmest hensat til Hitchcocks film "Fuglene".  Det vrimlede ganske enkelt med storke overalt, uanset hvilken retning man end kiggede i.

Storkekolonien, der nu talte ca. 50 par, var startet ved, at en gruppe storke, på imponerende vis, havde fordrevet en gruppe råger og overtaget deres reder.  (Kunne man da bare opleve det samme herhjemme). Men ikke bare storke havde deres rede i træerne. Omkring 40 par fiskehejrer, havde slået sig ned sammen med storkene og fuglene boede nu side om side med hinanden. Og sameksistensen foregik tilsyneladende i fryd og gammen, uden de store genvordigheder, til trods for at hejrernes og storkenes rede lå praktisk talt kun få centimeter fra hinanden.
Bag ved kolonien, kunne vi på gåturen tilbage til bussen opleve helt op imod 70 fouragerende storke samlet på en eng.
 
Fred og idyl - storken og hejren ruger rede om rede i storkekolonien. (Foto: Alf Blume)
 
Ved storkekolonien kunne ses storke i hvilken som helst retning man så
(Foto: Merete Carøe)
 
Ved flodbredden fandt vi resterne af en mærkelig udtørret frugt. Efter flere bud på hvad der kunne være tale om, kunne Vytautas fortælle, at der var tale om frugten fra en flodplante der slet ikke var i Litauen, men som var i floderne i sydøsteuropa. Han kunne også berette, at planten her var en plage, da den bredte sig med voldsom hast. Christian Rørdam kunne senere i bussen fortælle, at der var tale om en Echinocystis lobata, der på dansk hedder vild agurk eller balsamæble. Planten er naturligt udbredt i Nordamerika, og har efter at være indslæbt til Europa, bredt sig igennem flodsystemerne.
 
Vild agurk breder sig gennem floderne.

 

Næste stop var i landsbyen Plaskiai, hvor en gammel tysk kirkeruin huser en storkerede. Desværre ankom vi netop som en kraftig regnbyge satte ind. Derfor var storkene på kirken uhyre inaktive og vores opmærksomhed rettede sig derfor mod kirkegården og de imponerende gravsteder fra det 19. århundrede, hvor de gamle rustne støbejernskors stod side om side.
 
Kors på et af gravstederne på kirkegården ved Plaskai
(Foto: Alf Blume)
 
Den gamle Memeltysker fortæller her sin historie for de interesserede lyttere
(Foto: Merte Carøe)
 

Kirkeruinens dør var desværre låst, så man ikke kunne komme ind og se resterne af kirken. Men pludselig kom en gammel kroget dame hen til kirken og ville tilsyneladende vise kirken frem. Hun låste døren op og fortalte om byens og kirkens historie - på klingende tysk. Ligesom i Rusne, havde vi igen mødt en af de få Memeltyskere, der er tilbage. Damen fortalte, at hun var den sidste tysker der var i byen. Hun fortalte også, at der var planer om at renovere kirken med tyske midler efter den oprindelige tegning, hvilket man dog må stille spørgsmålstegn ved. Kirken er i voldsomt forfald, efter den i mange år har været anvendt som opbevaringssted for bl.a. kunstgødning.  Mange tyske turister lægger dog i dag vejen forbi regionen for at opleve det område, der indtil 1944 hørte til Tyskland.  Den gamle dame fortalte velvilligt om hendes liv og om hvorfor hun ikke var flygtet da russerne kom. "Det er jo her jeg er født - hvad skulle jeg i Tyskland?"

Næste stop var ved den gamle tyske kirkegård ved Girininkai, hvor der var 4 storkereder i nogle fyrretræer der var på den ganske lille kirkegård. Storkene var her en anelse mere aktive, i modsætning til i Plaskiai, hvor der slet ikke var aktivitet. Kirkegården lå idyllisk og meget fredeligt ude på landet, en gåtur på 15 minutter fra bussen.

 

Ærlig taxachauffør

Den sidste dag i Litauen var der muligheder for at enten blive i Klaipeda eller tage med på endnu en udflugt i området. Godt og vel halvdelen af deltagerne mente dog, at nu var det tid til at se nærmere på havnebyen og smage på de lokale kulinariske specialiteter, købe rav, sko, tøj, spiritus osv. Alt sammen til priser der er et godt stykke under de danske. Klaipeda er kendt for sine store ravforekomster og priserne er derfor meget attraktive. Så der blev købt flittigt ind.

At litauere har et kedeligt ry som tyveknægte og det der er værre, skulle vise sig ikke at passe. En af deltagerne på turen, havde under en tur med taxa tilbage til hotellet, tabt sit kreditkort i bilen. Endda uden at ane uråd. Nu ville man jo tro, at kreditkortet ville være borte for altid og at der nu sad en litauer og købte løs med kortet. Men dette var langt fra tilfældet. For taxachaufføren havde jagtet ejeren og fundet ud af, at vi skulle med færgen til Sverige. Så da vi ankom til havnen, stoppede en taxa op bag ved bussen og taxachaufføren kunne glad og tilfreds overrække den forbløffede ejer hendes kreditkort. Var dette sket i København? Næppe!

Den sidste stork var på havnen for at sige farvel til os. Endnu engang skulle vi ombord på DFDS færgen, hvor vi fik en stille og rolig overfart uden høj søgang hvilket vi vist var mange der var glade for.
Samlet foran bussen - en gruppe veltilfredse deltagere på storketuren.
(Foto: Merete Carøe)


Storkene.dk udsteder på sine storketure garanti for rigtig mange storke. Og det fik vi her i overmål. Vejret kunne have været bedre, men var vi blevet i Danmark havde det været meget værre. For der havde det regnet og været koldt i hele Kristi Himmelfarts ferien.

Deltagerne fik, ud over storke, oplevet en god og bæredygtig natur, hyggeligt selskab med musik og sang, samt lidt godt til ganen. Ikke en landsby var uden et eller flere storkepar jo. Litauen var i sandhed som lovet et paradis for storken og de fleste andre dyr og planter, der tidligere også trivedes i Danmark, men som i dag oplever Danmark som en gold ørken og derfor er sjældne hos os. Hvis vi igen skal gøre os håb om at tiltrække nogle af de mangle dyr og planter, kunne vores politikere finde inspiration her i denne del af Litauen, hvor det var tydeligt, at "vand giver liv". På de blot tre dage, fik vi ifølge Christian Rørdam, observeret mere end 100 forskellige arter. Ganske imponerende taget i betragtning af det forholdsvis lille område vi bevægede os i.

Tilbage er der bare at takke for det gode humør som alle havde medbragt. Og en stor tak skal lyde til Hans Skov for altid kyndig guidning igennem det uvejsomme terræn og bistand til arrangement af denne tur. Også en stor tak til vores chauffør, der tog de små hullede veje med oprejst pande. Godt kørt!
 
Johan Isbrand (tv) og Karl Ravn (th), dækkede historien for Fam. Journalen
 
I ugebladet Familie Journalen kommer der en flot artikel om turen, skrevet af journalisten Johan Isbrand og krydret med billeder taget af mesterfotografen Karl Ravn. Karl Ravn har taget en række fantastiske billeder af bl.a. ørne, som kan ses på hans hjemmeside. Artiklen om turen kommer i bladet i uge 26 – den 28. juni.
 
For flere fotos fra turen, kan det anbefales at se nærmere her:
 
 


STORKENE.DK          Tlf:     Storkene_DK@yahoo.dk
powered by webex